Ungarsk litteratur og de gamle danske ballader

• E-mail

Laszlo GERGYE

UNGARSK LITTERATUR OG DE GAMLE DANSKE BALLADER

På grund af den store geografiske afstand og de sproglige frorhindringer, er direkte påviselige sammenhænge mellem ungarsk og dansk litteratur sjældne. Derfor er de analyser, der sammenligner ungarsk og dansk litteratur som regel mere af typologisk art: deres angrebsvinkels temaer, motiver og strukturer bygger på sammenligning. Forskning i sådanne ting har indtil nu tjent til megen interessant viden, men temavalgets vilkårlighed har altid været ganske svær at begrunde: Hvorfor sammenligner vi lige præcis en slags problemstilling med en anden slags problemstilling? Der kan ikke være nogen tvivl om parallellerne mellem organiske relationer og indre processer, hvis man tænker påden genetiske metode, eftersom berettigelsen af en sådan parallellisering på forhånd gør det valgte stofs natur ubestrideligt. På sidst nævnte er et godt eksempel János Arany (1817-1882), en af Ungarns fremtrædende skikkelser indenfor poesien i det 19. Århundrede, som skrev om de gamle danske ballader. Med sin artikel viser Arany ikke kun en overordentlig omfattende velorienterethed inden for verdenslitteraturen, den tjener også ti lat vise den måske lidt overraskende kendgerning, at han tillægger de nordiske folks kultur afgørende betydning for sit egen litteraturprograms affattelse.

     Efter ovenstående korte skitse af danske balladers udgivelsehistorie kommer Arany ind på beskrivelsen af Ungarns situation. Sørgeligt nok kom hant il den konklusion, at ungarsk litteratur, hverken i det 16. Århundrede eller i de senere århundreder disponerer over en det 16. Århundrede eller i de senere århundreder disponerer over en lignende samling. Der er ingen historiske minder skrevet påvers, ingen heltepos eller nationale eposer. Hvor mon vores fortids minder er forsvunden hen fra vores nations bevidsthed? Denne problemformulering styrede Aranys opmærksomhed mod et af hans litterære programs vigtigste punkter. I anden halvdel af det 19. Århundrede opstod der, med den nationale bevidstheds styrkelse, et stigende behov blandt centraleuropæiske folk for det savnede nationale epos etablering. Det var heller ikke anderledes i Ungarn, hvor den almindelige litterære forventning blandt litterater var en afhandling som denne fra János Arany. Arany så i de nordiske folk et eksempel på, at de kommende digtere af national epos ud over at konstruere ville overveje kunsten at rekonstruere. Hos finnerne kom Elias Lönnrot (1802-1884) i besiddelse af Kalevala værket udelukkende ved hjælp af folkets sproglige meddelelser, selv fastsatte han bare sangenes rækkefølge, værkets opbygning. Arany troede hårdnakket på, at det ungarske folk også engang havde haft helteepos. Det beviser de historiske krøniker, der er på digterisk facon og har formede enkeltheder, og som med bedste overbevisning oven i købet kan placeres ved siden af de nordiske ballader. Arany så sig i stand ti lat gentage Lönnrots præstation. En alvorlig fare for foretagendets succes var, om han kunne komme i besiddelse af et sådan nationalt, efter hukommelsen spillevende, sprogligt værk, som Vedel allerede i det 16. århundrede  kunne fastsætte med hensyn til danskerne. Hvis der imellem de forsvundne ungarske folkeballader havde eksisteret et værk med kvalitet og omfang som Vedels, ville det helteepos, han troede på eksisterede, langt nemmere kunne have fundet troværdighed også. Med hensyn til Csaba-trilogien brugte han i sidste ende kun ti lat skrive Buda halála (Budas død) i 1863. For at bevare illusionen om ægthed, var han tvunget ti lat finde en konstig løsning: Fra den tyske Nibelung-sagnkreds overtog han emner vedrørende ungarske motivforbindelser. Ved skrivning af Csaba-trilogien og dele af Toldi-trilogiens oplevede sværheder blev Aranys forundring over det heldige danske folk blot intensiveret, det viste sig at have været en af de mest litterært udviklede kulturer i området, da selv englændernes først lignende udgivede værk Samuel Pepys’ (1633-1703) berømte balladesamling først fremkom i det 17. århundrede. Vedels robuste arbejde blev altså ikke regnet sti der var værd at følge, på hvilke litteraturen kan baseres, var fjerne, lille Danmarks. Hans tankeform illustrerer udmærket, at klassicismen og romantikken kunne leve side om side i hele det 19. århundrede. Ferenc Kazinczy der voksede op i Johann Joachim Winckelmanns (1717-1768) neoklassicisme, begejstredes ligeledes over Ossian sangene, som opnåede vid udbredelse før romantikken, og det studie om de danske ballader, som János Arany havde skrevet, forstærkede yderligere den romantiske holdning. Den lærde præst Anders Sørensen Vedel, som samlede balladerne sammen, dronning Sophia, der var fri for al magtarrogance og som personligt støttede balladernes udgivelse, de gamle danske husskikke og danskernes kvindesyn, blev regnet for præcis sådanne elementer, der passede fortræffeligt ind i Aranys forestilling om en demokratisk nation. János Arany, der skrev Buda halála (Budas død), drømte om et samfund, hvor kongen blot er førstemanden mellem ligemænd, og styrer en nation, hvor dets opretholdende kraft ikke er adelsmænd, der er født til dette privelegium, men derimod skriftkyndige præster som Vedel, kultiverede mennesker, adelige i åndelig intellekt. Studiet henviser til ligheden mellem det nordtyske samfunds struktur og danske regioners (der i lige høj grad historiemæssigt og geografisk er tæt på Nordtyskland) samfundsetablering. Det daværende endnu stærkere bonde/adelige tyske og danske samfund var åbenbart ikke ret langt fra Aranys patriotiske forestillinger: i denne forbindelse er det måske nok at bevarede håndskrevne værker viser kvindelige pennestrøg, men også p.g.a. de fortalte historiers personlige synsvinkel. De danske ballader mangler fuldstændig en sådan kvindeforgudelse, som er karakteristisk for troubadourliraen, skrevet af de folk, der voksede op i den sydlige ridderkultur. Efter en tilhænger af ovennævnte teoris mening vil kvinder formidle fremhævelsen af det jordnære, kone og vejleder rollen, fremfor kvinders skønheds forgudelse som en mandlig forfatter ville gøre det. Priors engelske kritiker finder ikke denne argumentation overbevisende. Først og fremmest nævner han de europæiske folks mentale forskelle, men endnu vigtigere finder han det, at balladerne fuldstændig mangler kvindelige følelser. Magtens fortryllelse, vildskab og handlekraft kan næppe nænes som kvindeligt, ligegyldigt hvor i samfundsudviklingen vier. Kritikeren er heller ikke enig med Alexander Prior i, at eftersom mange danske ballader påfaldende ligner visse af engelske og skotske ballader, stammer alle disse digte fra en fælles kilde, fra de urgamle tider da de nordlige folk bestod af et ensartet folkeslag. I desse debatter tager Arany ikke stilling til fordel for den ene part, men han beskriver objektivt de forskellige standpunkter. I János Aranys mindre kendte og sjældent citerede artikel afviser ham levende, at det er omsonst at prøve at søge efter direkte vekselvirkning mellem ungarsk og de nordlige folks litteratur. Selvom Arany havde stor viden om Europas dominerende nationers litteratur, mente han, at den burde yderligere udviddes, på grund af det lærde samfundslags stive afstandstagende attitude uddøde folkets mundtlige, levende historiesagn langsomt, og det simple menneskes orale meddelelsesform begrænsede sig mere og mer etil at besynge den individuelle følelsesverden. Den politiske og samfundsmæssige situations udvikling bidrog også til dette. Mens kongen selv engagerede sig i den nationale kulturs sag i Danmark, førte magtkampe i Ungarn, under regering af Ulászló Jagello d.2. (1456-1516), bedre kendt som kong Dobzse László, til, at den uddannede samfundselite sank i anarki, hermed startede vendingen mod folks egen indre verden definitivt.

     I den sidste tredjedel af Aranys artikel beskriver han detaljerne i den litteraturhistoriske debat om de danske balladers forfattare. Alle er enige i, at balladerne oprindeligt var dansesange. I de lange vinteraftener samledes mænd og kvinder, dansede med hinanden i hånden uden akkompagnement, og sang med dyb indlevelse. Med kropsholdning og levende mimik anstrengte de sig for at udtrykke balladernes konstant skiftende betydning, som gennem sanglederens dirigering gav omkvædene forskellig betoning. I de nævnte oversættelser af de danske ballader, er han enig med Alexander Prior, Adam Gottlob Oehlenschläger og N. M. Petersen, som mener, at vi kan takke kvindelige forfattere for de største dele af balladerne. Dette er især interessant, fordi Arany virkelig godt kendte, og var meget interesseret i de antikke forfattere, herer det måske nok at henvise til hans glimrende Aristophanes oversættelser. Arany så alligevel er problem i, at den folkelige naivitet i litteraturen endda meget tidligt blev afløst af videnskabelig naivitet. Arany illustrerer dette fænomen med de urungarske historieskriveres eksempler. Det er tydeligt, at allerede Anonymus, Gesta Hungarorums forfatter, og Simon Kézai, der levede i anden halvdel af det 13. Århundrede, så ned på folkedigtningen. Vores historieskrivere skrev kun det ned i deres værker, som de gennem racionalisering så som bevisbart. Kézai så det f. eks. Som en total umulighed, at Lehel (?-955) skulle have kunnet slå kejser Otto d.1. (912-973) ihjel med sin kornet, efter han havde lidt nederlag i Augsburg slaget, eftersom en dødsdømt fanges hænder altid er bundne. Skrivningen løsrev sig altså meget tidligt fra de kun mundtligt levende, overtroiske folketraditioner, og sådan tørrede litteraturens altid livsgivende kilde ud. Efter Aranys mening blev problemet yderligere forøget af, at mytologien var kommet på mode p. g. a. de klassiske forfattere. Med undtagelse af Miklós Zrínyi (1620-1664) var de fleste af vores digteres værker underdanige efterligninger af Publius Naso Ovidius (43 f.Kr.-17 e.Kr). Kløften mellem det kultiverede mindretal og folket blev mindre, efter at Anders Sørensen Vedel aflejrede det danske folks litterære grundlag. Intet under, at hans præstation imponerede János Arany, der anstrengte sig for at etablere Ungarns nationale litteratur.

Copyright © 2016 Laszlo GERGYE, Budapest, Ungarn.

Alle rettigheter forbeholdes

Redaktionen kan kontaktes på Ez az e-mail-cím a szpemrobotok elleni védelem alatt áll. Megtekintéséhez engedélyeznie kell a JavaScript használatát.