MAGYAROK

4185127
Ma
Tegnap
A héten
Múlt héten
Ebben a hónapban
Múlt hónapban
Összesen
675
4075
7489
4168153
17901
38284
4185127

Te IP-címed: 18.97.9.172
2024-12-13 15:50

Ungarsk litteratur og de gamle danske ballader

2016. január 20. szerda, 20:52

 

 

Laszlo GERGYE

 

 

UNGARSK LITTERATUR OG DE GAMLE DANSKE BALLADER

 

 

 

På grund af den store geografiske afstand og de sproglige frorhindringer, er direkte påviselige sammenhænge mellem ungarsk og dansk litteratur sjældne. Derfor er de analyser, der sammenligner ungarsk og dansk litteratur som regel mere af typologisk art: deres angrebsvinkels temaer, motiver og strukturer bygger på sammenligning. Forskning i sådanne ting har indtil nu tjent til megen interessant viden, men temavalgets vilkårlighed har altid været ganske svær at begrunde: Hvorfor sammenligner vi lige præcis en slags problemstilling med en anden slags problemstilling? Der kan ikke være nogen tvivl om parallellerne mellem organiske relationer og indre processer, hvis man tænker påden genetiske metode, eftersom berettigelsen af en sådan parallellisering på forhånd gør det valgte stofs natur ubestrideligt. På sidst nævnte er et godt eksempel János Arany (1817-1882), en af Ungarns fremtrædende skikkelser indenfor poesien i det 19. Århundrede, som skrev om de gamle danske ballader. Med sin artikel viser Arany ikke kun en overordentlig omfattende velorienterethed inden for verdenslitteraturen, den tjener også ti lat vise den måske lidt overraskende kendgerning, at han tillægger de nordiske folks kultur afgørende betydning for sit egen litteraturprograms affattelse.

 

De gamle danske ballader og det manglende ungarske helteepos
 
Artiklen udkom i 1861 med titlen Régi dán balladák (Gamle danske ballader) i János Aranys eget tidskrift Szépirodalmi Figyelő. Udgivelsen af en dansk balladesamling i tre bind på engelsk (Ancient Danish Ballads, translated from the originals by R. C. Alexander Prior M. D. I-III. vol. Williams and Nordgate, London – Edinburgh, 1860) gav anledning til hans affatning. Arany havde læst en beskrivelse af dette værk i et engelsk tidskrift (Athenaeum, udgivet i London) fra perioden. János Arany reflekterer i sin artikel over den engelske kritikers anmeldelse, men dets indhold ser han hele vejen igennem fra ungarsk litteraturs synsvinkel. Arany påpeger, at den første indsamler af danske folkeballader var en præst, litterat og historieskriver ved navn Anders Sørensen Vedel, som i 1591 udgav sit arbejde Ét hundrede udvalgte danske Viser om allehaande mærkelige Krigsbedrifter og andre Eventyr under det mere kendte navn Hundredvisebogen. Bindet var ikke kun i Danmark, men i hele Europa, den første middelalderlige folkeballade samling. Den danske konges hof betragtede Vedels foretagende som en national sag. Den danske konge Frederik d. II.s  (1559-1588) hustru, dronning Sophia støttede personligt balladernes udgivelse.  Senere, i 1695, udgav Peder Pedersen Syv påny Vedels basistekster, supleret med hundrede nyere ballader (Et hundrede udvalgte danske Viser om allehaande mærkelige Krigsbedrift og anden sælsom Eventyr … Forøget med andre Hundrede Viser om danske Konger, Kæmper og andre). Den nyere publikation, der tjente som basis for oversættelsen af Alexander Prior, var under tilsyn af en kongelig udnavnt fagkomité efter aftale med den danske regering, og senere blev den organiseret som offentlig medie af Svend Grundtvig (1824-1883).

 

     Efter ovenstående korte skitse af danske balladers udgivelsehistorie kommer Arany ind på beskrivelsen af Ungarns situation. Sørgeligt nok kom hant il den konklusion, at ungarsk litteratur, hverken i det 16. Århundrede eller i de senere århundreder disponerer over en det 16. Århundrede eller i de senere århundreder disponerer over en lignende samling. Der er ingen historiske minder skrevet påvers, ingen heltepos eller nationale eposer. Hvor mon vores fortids minder er forsvunden hen fra vores nations bevidsthed? Denne problemformulering styrede Aranys opmærksomhed mod et af hans litterære programs vigtigste punkter. I anden halvdel af det 19. Århundrede opstod der, med den nationale bevidstheds styrkelse, et stigende behov blandt centraleuropæiske folk for det savnede nationale epos etablering. Det var heller ikke anderledes i Ungarn, hvor den almindelige litterære forventning blandt litterater var en afhandling som denne fra János Arany. Arany så i de nordiske folk et eksempel på, at de kommende digtere af national epos ud over at konstruere ville overveje kunsten at rekonstruere. Hos finnerne kom Elias Lönnrot (1802-1884) i besiddelse af Kalevala værket udelukkende ved hjælp af folkets sproglige meddelelser, selv fastsatte han bare sangenes rækkefølge, værkets opbygning. Arany troede hårdnakket på, at det ungarske folk også engang havde haft helteepos. Det beviser de historiske krøniker, der er på digterisk facon og har formede enkeltheder, og som med bedste overbevisning oven i købet kan placeres ved siden af de nordiske ballader. Arany så sig i stand ti lat gentage Lönnrots præstation. En alvorlig fare for foretagendets succes var, om han kunne komme i besiddelse af et sådan nationalt, efter hukommelsen spillevende, sprogligt værk, som Vedel allerede i det 16. århundrede  kunne fastsætte med hensyn til danskerne. Hvis der imellem de forsvundne ungarske folkeballader havde eksisteret et værk med kvalitet og omfang som Vedels, ville det helteepos, han troede på eksisterede, langt nemmere kunne have fundet troværdighed også. Med hensyn til Csaba-trilogien brugte han i sidste ende kun ti lat skrive Buda halála (Budas død) i 1863. For at bevare illusionen om ægthed, var han tvunget ti lat finde en konstig løsning: Fra den tyske Nibelung-sagnkreds overtog han emner vedrørende ungarske motivforbindelser. Ved skrivning af Csaba-trilogien og dele af Toldi-trilogiens oplevede sværheder blev Aranys forundring over det heldige danske folk blot intensiveret, det viste sig at have været en af de mest litterært udviklede kulturer i området, da selv englændernes først lignende udgivede værk Samuel Pepys’ (1633-1703) berømte balladesamling først fremkom i det 17. århundrede. Vedels robuste arbejde blev altså ikke regnet sti der var værd at følge, på hvilke litteraturen kan baseres, var fjerne, lille Danmarks. Hans tankeform illustrerer udmærket, at klassicismen og romantikken kunne leve side om side i hele det 19. århundrede. Ferenc Kazinczy der voksede op i Johann Joachim Winckelmanns (1717-1768) neoklassicisme, begejstredes ligeledes over Ossian sangene, som opnåede vid udbredelse før romantikken, og det studie om de danske ballader, som János Arany havde skrevet, forstærkede yderligere den romantiske holdning. Den lærde præst Anders Sørensen Vedel, som samlede balladerne sammen, dronning Sophia, der var fri for al magtarrogance og som personligt støttede balladernes udgivelse, de gamle danske husskikke og danskernes kvindesyn, blev regnet for præcis sådanne elementer, der passede fortræffeligt ind i Aranys forestilling om en demokratisk nation. János Arany, der skrev Buda halála (Budas død), drømte om et samfund, hvor kongen blot er førstemanden mellem ligemænd, og styrer en nation, hvor dets opretholdende kraft ikke er adelsmænd, der er født til dette privelegium, men derimod skriftkyndige præster som Vedel, kultiverede mennesker, adelige i åndelig intellekt. Studiet henviser til ligheden mellem det nordtyske samfunds struktur og danske regioners (der i lige høj grad historiemæssigt og geografisk er tæt på Nordtyskland) samfundsetablering. Det daværende endnu stærkere bonde/adelige tyske og danske samfund var åbenbart ikke ret langt fra Aranys patriotiske forestillinger: i denne forbindelse er det måske nok at bevarede håndskrevne værker viser kvindelige pennestrøg, men også p.g.a. de fortalte historiers personlige synsvinkel. De danske ballader mangler fuldstændig en sådan kvindeforgudelse, som er karakteristisk for troubadourliraen, skrevet af de folk, der voksede op i den sydlige ridderkultur. Efter en tilhænger af ovennævnte teoris mening vil kvinder formidle fremhævelsen af det jordnære, kone og vejleder rollen, fremfor kvinders skønheds forgudelse som en mandlig forfatter ville gøre det. Priors engelske kritiker finder ikke denne argumentation overbevisende. Først og fremmest nævner han de europæiske folks mentale forskelle, men endnu vigtigere finder han det, at balladerne fuldstændig mangler kvindelige følelser. Magtens fortryllelse, vildskab og handlekraft kan næppe nænes som kvindeligt, ligegyldigt hvor i samfundsudviklingen vier. Kritikeren er heller ikke enig med Alexander Prior i, at eftersom mange danske ballader påfaldende ligner visse af engelske og skotske ballader, stammer alle disse digte fra en fælles kilde, fra de urgamle tider da de nordlige folk bestod af et ensartet folkeslag. I desse debatter tager Arany ikke stilling til fordel for den ene part, men han beskriver objektivt de forskellige standpunkter. I János Aranys mindre kendte og sjældent citerede artikel afviser ham levende, at det er omsonst at prøve at søge efter direkte vekselvirkning mellem ungarsk og de nordlige folks litteratur. Selvom Arany havde stor viden om Europas dominerende nationers litteratur, mente han, at den burde yderligere udviddes, på grund af det lærde samfundslags stive afstandstagende attitude uddøde folkets mundtlige, levende historiesagn langsomt, og det simple menneskes orale meddelelsesform begrænsede sig mere og mer etil at besynge den individuelle følelsesverden. Den politiske og samfundsmæssige situations udvikling bidrog også til dette. Mens kongen selv engagerede sig i den nationale kulturs sag i Danmark, førte magtkampe i Ungarn, under regering af Ulászló Jagello d.2. (1456-1516), bedre kendt som kong Dobzse László, til, at den uddannede samfundselite sank i anarki, hermed startede vendingen mod folks egen indre verden definitivt.

 

     I den sidste tredjedel af Aranys artikel beskriver han detaljerne i den litteraturhistoriske debat om de danske balladers forfattare. Alle er enige i, at balladerne oprindeligt var dansesange. I de lange vinteraftener samledes mænd og kvinder, dansede med hinanden i hånden uden akkompagnement, og sang med dyb indlevelse. Med kropsholdning og levende mimik anstrengte de sig for at udtrykke balladernes konstant skiftende betydning, som gennem sanglederens dirigering gav omkvædene forskellig betoning. I de nævnte oversættelser af de danske ballader, er han enig med Alexander Prior, Adam Gottlob Oehlenschläger og N. M. Petersen, som mener, at vi kan takke kvindelige forfattere for de største dele af balladerne. Dette er især interessant, fordi Arany virkelig godt kendte, og var meget interesseret i de antikke forfattere, herer det måske nok at henvise til hans glimrende Aristophanes oversættelser. Arany så alligevel er problem i, at den folkelige naivitet i litteraturen endda meget tidligt blev afløst af videnskabelig naivitet. Arany illustrerer dette fænomen med de urungarske historieskriveres eksempler. Det er tydeligt, at allerede Anonymus, Gesta Hungarorums forfatter, og Simon Kézai, der levede i anden halvdel af det 13. Århundrede, så ned på folkedigtningen. Vores historieskrivere skrev kun det ned i deres værker, som de gennem racionalisering så som bevisbart. Kézai så det f. eks. Som en total umulighed, at Lehel (?-955) skulle have kunnet slå kejser Otto d.1. (912-973) ihjel med sin kornet, efter han havde lidt nederlag i Augsburg slaget, eftersom en dødsdømt fanges hænder altid er bundne. Skrivningen løsrev sig altså meget tidligt fra de kun mundtligt levende, overtroiske folketraditioner, og sådan tørrede litteraturens altid livsgivende kilde ud. Efter Aranys mening blev problemet yderligere forøget af, at mytologien var kommet på mode p. g. a. de klassiske forfattere. Med undtagelse af Miklós Zrínyi (1620-1664) var de fleste af vores digteres værker underdanige efterligninger af Publius Naso Ovidius (43 f.Kr.-17 e.Kr). Kløften mellem det kultiverede mindretal og folket blev mindre, efter at Anders Sørensen Vedel aflejrede det danske folks litterære grundlag. Intet under, at hans præstation imponerede János Arany, der anstrengte sig for at etablere Ungarns nationale litteratur.

 

Den danske litteratur som mulig fremskridtsmodel
 
Før  Janos Aranys indtræden var der fortilfælde, der orienterede sig mod det nordlige folks kultur. Dette viser sig hovedsageligt i sidste halvdel af det 18. Århundrede manifesteret gennem Ossian-kulten. Den betydningfulde skikkelse János Batsányi (1763-1845) oversatte allerede i Ungarns oplysningtid fra de Ossianske-sange. Senere udgav tidens lederskikkelse, Ferenc Kazinczy (1759-1831) de Ossianske-sange. Blandt andre rettede P. H. Mallet (1730-1807) de kultiverede ungarske læseres opmærksomhed mod Ossian-sangenes betydningsfuldhed via sit værk Introduction a l’histoire de Danemarc, der udkom i 1755. Her formanedes det om, at det moderne Europa i virkeligheden ikke skal forstås gennem antikken, men derimod gennem kendskab til de nordiske folks liv. I 1756 blev de skandinaviske eddaer og sagaer udgivet, med dette blev vejen til studering af urpoesien åbnet. Med Thomas Percys (1729-1811) to værker (Reliques of Ancient English Poetry, 1756, Northern Antiquites or a description of the Danes, 1770) og James Macphersons (1736-1796) Ossian samlings hinanden efterfølgende værker (Fragments of Ancient Poetry Collected int he Highlands of Scotland, 1760, Fingal, an Ancient Epic  Poem in Six Books together with Several Other Poems composed by Ossian, the Son of Fingal, translated from the Galeic Language, 1762, The Works of Ossian, 1764-1766) toppede den tiltagande interesse. Arany kendte de ovennævnte værker, ligesom han åbenlyst ogsåhavde læst Johann Gottfried Herders (1744-1783) beræmte værk (Auszug aus einem Briefwechsel über Ossian und die Lieder alter Völker, 1771). Herder var begejstret over Ossian-sangene, og med romantisk æstetisk harmoni hyldede han ballade genrens betydningsfuldhed. Den tyske teoretiker skiller sig her åbent ud fra dem, der mener, den græske kultur og litteratur danner den eneste base for litteraturen, og fremhæver desuden, at balladen ud over den kristne åndelighed også udspringer ad de afbrudte, asymmetrisk foretrukne barbar episke traditioner, som falder langt fra den aristoteletiske litteraturopfattelses teorier. Den engelske kritik i Athenaeum følger åbent Herders tanker, når den udbreder sig om, at Danmark kunne skabe sig en national litteratur, netop fordi, at i Danmark kom den klassiske obligatoriske imitation af græsk-romersk litteratur aldrig påmode. I Danmark centrerede litteraturen sig om folkets ånds egne traditioner, ikke som i England, hvor den græsk-romerske klassicismes overdrevne stærke indtryk gjorde litteraturen ublodig og kraftesløs. Kritikens overskuelige metafor opstiller det således: Den danske litteratur er overfor den engelske, som Thors hammer over for en kårde. Efter János Aranys mening kæmpede ungarsk litteratur fra henvise til Aranys Toldi trilógia (Toldi trilogie). Første del af Toldi, der udkom i 1847, skildrer hvorledes den adeligt fødte, som reelt var bonde, kæmper mod sin storebror, den storagtige, afstandstagende György Toldi. Allerede anden del bringer imidlertid en autentisk løsning: i kongens hof kæmper Miklós en sejrrig duel imod den tjekkiske mester. På denne måde finder folkets søn vejen, der fører til samfundets oprejsning, og i fremtidens horisont fremkommer længslen efter, at bondestanden og adelen skal finde hinanden, de gamle danskeres nationale enheds vision blev i den grad misundt. Efter at have skrevet Toldi levede der igennem lang tid i Aranys sjæl det drømmeriske fremtidsbillede, og det danske eksempel forstærkede åbenbart blot denne anskuelse, at denne vej alene ogsåi ungarernes tilfælde, kan føre til samfundets oprejsning. Ved at træde ud af fascinationen af de græske-latinske klassikere, følte han med usædvanlig intuition, at de nordiske balladers enestående form og deres ualmindelige måde at tale påvar harmoni med det 19. Århundredes ungarske samfund, henholdsvis den ungarske litteraturs behov og opgave.

 

 

Copyright © 2016 Laszlo GERGYE, Budapest, Ungarn.

Alle rettigheter forbeholdes

 

Redaktionen kan kontaktes på Ez az e-mail-cím a szpemrobotok elleni védelem alatt áll. Megtekintéséhez engedélyeznie kell a JavaScript használatát.

 

 

 

Északi Magyar Archívum. Felelős szerkesztő: Szöllősi Antal.
Copyright © 2011 Szöllősi Antal, Ungerska arkivet (Északi Magyar Archívum).
All Rights Reserved.